Medrivende politisk og personligt romanportræt af den forhadte politiker Erik Scavenius. For læsere af historiske romaner med særlig interesse for dansk politik og besættelsestiden.
Året er 1940, Danmark er besat af Nazityskland. Landsfaderen Stauning beder Scavenius om at påtage sig den utaknemmelige opgave som udenrigsminister at føre Danmark sikkert gennem besættelsen. Scavenius har store betænkeligheder, da han ved det vil stemple ham som landsforræder. Han påtager sig opgaven, men bakkes ikke op af sin kone, den noget ældre Emma, der kæmper for hans kærlighed. Men den dameglade Scavenius er samtidig forelsket i den unge Alice. Handlingen udspiller sig primært i de første år af krigen med tilbageblik til Scavenius' ungdom og befrielsesdagen i maj 1945. Bogen er den første af to bind.
Birgithe Kosovic skriver veloplagt og har nogle fine personkarakteristikker. Romanen er yderst velresearchet og bygger på faktuelle begivenheder, historiske personer, bøger og dagbøger om og af tidens centrale personer, som optræder i romanen. Denne kobling mellem det biografiske og fiktionen lykkes til fulde. Scavenius' erotiske drømme og sexliv udpensles dog rigeligt, men der tegnes alt i alt et stærkt billede af ham som politiker og menneske, og det overlades til læseren selv at fælde dom over ham.
Kan sammenlignes med Kampen om Staunings stol fra 2015, der er en dokumentarisk roman, som omhandler spillet om magten i Danmark i det første besættelsesår.