Vindgudens sten : digte

Kærlighedsdigte til en afdød med det græske øhav som kulisse. Henvender sig hovedsageligt til en moden målgruppe, der sætter pris på at læse om livets store temaer i et letforståeligt sprog.

Digtene falder i fire afsnit og læses kronologisk som en fortløbende fortælling, hvor digterjeget søger den afdøde i ord, steder og tegn. Først erindres kærlighedsforholdet på den græske ø Tinos. Dernæst skildres den elskedes død, men fortsatte tilstedeværelse i den efterladtes nærhed. Så kommer efterdønningerne af sorgen og til sidst når jeget til accept af døden og ser sorgen forvandlet til styrke. Den græske natur og mytologi præger hele digtsamlingen, som er forfatterens debut i bogform.

Digtene er inderlige, og fremstår nærmest som en personlig sorgbearbejdning. Det græske islæt løfter digtene, og forfatterens fascination af Grækenland skinner stærkt igennem til læseren. Sproget er enkelt og prosalignende, til tider grænsende til det banale. Digtene fungerer bedst, hvis de læses som en fortælling, for digterjeget er næsten for specifikt til at give plads til læseren.

Af andre nyere digtsamlinger, der behandler kærlighed og sorg kan nævnes BristepunkterDødszoneLige nu af Susanne Holte og Dødszone af Lena Krogh Bertram, som begge har et noget mere fortættet sprogbrug. Det græske tema kan man bl.a. finde i Inga Mollerups Lige nu, som også har et mere prosalignende sprogAf andre nyere digtsamlinger, der behandler kærlighed og sorg kan nævnes Bristepunkter af Susanne Holte og af Lena Krogh Bertram, som begge har et noget mere fortættet sprogbrug. Det græske tema kan man bl.a. finde i Inga Mollerups Lige nu, som også har et mere prosalignende sprogAf andre nyere digtsamlinger, der behandler kærlighed og sorg kan nævnes Bristepunkter af Susanne Holte og Dødszone af Lena Krogh Bertram, som begge har et noget mere fortættet sprogbrug. Det græske tema kan man bl.a. finde i Inga Mollerups , som også har et mere prosalignende sprog.

Læs hele vurderingen