Bøger / skønlitteratur til børn

"Hvad er en drøm?" spurgte Jonas


Beskrivelse


Billedbog. Den lille muldvarp, Jonas, vågner efter at have drømt, og spørger sine forældre: "Hvad er en drøm?". Han er ikke tilfreds med svaret, han får, og går ud i verden for at spørge. Han spørger flere dyr bl.a. en myre, men forstår ikke myrens svar og heller ikke de andre dyrs svar.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. apr. 2011

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 18. apr. 2011

En filosofisk billedbog for børn fra 4-6 år til oplæsning og dialog om emnet, drømme. Den kan bruges i hjemmet, i børnehaven og evt. også i den tidligste indskoling.

Forfatter og illustrator ses ikke tidligere udgivet på dansk. Denne bog er oprindelig og først udgivet på tysk i Østrig. Den lille muldvarp, Jonas, vågner efter at have drømt, og spørger sine forældre: "Hvad er en drøm?". Han er ikke tilfreds med svaret, han får, og går ud i verden for at spørge. Han spørger bl.a. en myre og flere andre dyr, men forstår ikke svarene. Det svar han forstår, får han efter aftensmad af sin mor. Han kan sove og glæde sig til den indre film, som helt er hans egen på en rejse, hvor der ikke kan ske ham noget. Sproget er poetisk, beskrivende og velfungerende i forhold til nogle ret karakteristiske billeder i jordfarver i en slags collage-stil, nogle illustrationer er udklippede fotos andre, de fleste, er malede figurer. Smukt og dækkende omslag.

Et andet bud på emnet drømme er fx Modige lille Liva, 2010, der dog går mere direkte til temaet drømme og angst, og vi har en del bøger om emnet, men jeg kender ikke nogen der kommer så enkelt og fint ind på en letforståelig definition.

En enkel og velfungerende bog om emnet. Den er smukt illustreret, og sprogligt leveres en poetisk og fin "åben" tekst, der giver lytteren mulighed for refleksion.



Informationer og udgaver