Et sted i Blodfrugt, der samtidig udgør det sidste bind i en trilogi, hvor de to første bind er Et femte es, (1991), og Blot dette, (1993), benævner Svend Ranild digtet som "en dansende krop af sprog". Krop og sprog er to af nøgleordene i disse lange, labyrintiske og flagrende tekster, komponeret som et sammenhængende forløb i sytten afsnit, eller "trin". Betydninger og billeder opbygges og nedbrydes i en stadig strøm, der ikke adskiller sig fra kroppens og naturens organiske vækstformer. Natur og krop optræder i disse digte som størrelser der ikke er adskilt fra og ubesmittet af sproget. Kroppen sprogliggøres og sproget får fysisk realitet i forsøget på at nedbryde spaltningen mellem krop og hovede, følelse og intellekt. Ordene bliver en stadig tilnærmelse, men de kan aldrig udtømme eller afdække tilværelsens inderste mening og sammenhæng: "Jeg leder efter det digt/ der er hvidt som/ luften mellem tegn i luften,/ leder efter det eller/ venter på det og venter,/ eller skriver det igen og igen." SRs digte er tankemættede, men også humoristiske på en legende og finurlig måde. Problemet er at de indimellem også forekommer lidt for ordrige, og den læser der ikke lader sig føre med af ordstrømmen bliver hurtig koblet af, eller taber orienteringen.