Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Carolina : en kort beskrivelse af mit liv


Beskrivelse


Den 13-årige Carolina er midt i sin begyndende forelskelse med Lev, da hun bremses i sit liv som følge af en alvorlig ulykke. Men Carolina er en fighter, der kæmper sig frem igen og bliver optaget på teaterskolen i Prag.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. aug. 2001

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 23. aug. 2001

Intens og alvorlig tjekkisk ungdomsbog hvor hovedtemaet er forelskelse og kærlighed. Bogen har undertitlen: "En kort beskrivelse af mit liv". Den unge Carolina fortæller med mange detaljer, sidebemærkninger og i en meget beskrivende form om en afgørende periode i sit liv, hvor hun til sine forældres store fortrydelse og bekymring forelsker sig i den noget ældre Lev. Hun fortæller sin historie til sin nuværende klasselærer. Efter et fald i kirketårnet må Carolina holde sygesengen i 3 måneder og derefter på genoptræningscenter. Det er et stort problem, da hendes højeste ønske er at danse ballet. Samtidig vanskeliggør det de to unges muligheder for at kunne ses. Bogen behandler generelle problemer, danske unge vil kunne identificere sig med, men samtidig afspejler den forhold til forældre og forhold i et tjekkisk samfund, som virker meget anderledes end det danske. Dette kombineret med de tætskrevne sider med mange refleksioner og digressioner kræver en vedholdende og moden læser. Fin forside der understreger bogens stemning. Til selvstændig læsning fra 14 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. aug. 2001

af

af

Lis Eriksen

d. 23. aug. 2001

Forfatteren, som vi kender fra Løgn varer længst (97/28), har denne gang skrevet en god og vedkommende ungdomsbog for unge fra 13 år. Handlingen udspilles dels i Prag og dels i Ranow i Tjekkiet. Vi følger hovedpersonen den 13-årige Carolina igennem et vigtigt udviklingsår i hendes liv - en udvikling, som målgruppen vil kunne overføre til deres eget liv omkring forholdet imellem ung/forældre, den første virkelige forelskelse, Carolinas overvejelser omkring sit videre voksne arbejdsliv, hendes kamp med at komme til at fungere optimalt efter en alvorlig ulykke og hendes forhold til sin bedste veninde. Med disse vinkler henvender bogen sig umiddelbart til unge piger, der vil leve med i Carolinas liv - og Carolina er en gæv pige, der giver mod på tilværelsen. Teksten er velskrevet, og den går fint i takt med handlingen og miljø- og personbeskrivelserne i en lang glidende tankerække - afspejlet af, at Carolina fortæller om sit liv til sin kære og afholdte klasselærer. Forsideillustrationen er med den unge, drømmende Carolina fint afstemt med handlingen, og bagsideteksten giver en kort optakt til bogen.



Informationer og udgaver