Bøger / skønlitteratur til børn

Den bekymrede mus


Beskrivelse


Billedbog. Musen i skoven er bekymret for alting. Så sker det værste, en rotte flytter ind i nabotræet. Musen er sikker på at rotten vil fange ham. Så inviterer rotten musen. Hvad vil der nu ske?

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. juni 2002

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 19. juni 2002

Billedbogen fortæller en enkel, lille historie om at overvinde sin ængstelse. Den henvender sig fortrinsvis til børn inden skolealderen hvor tilhøreren kan identificere sig med den bekymrede, unavngivne mus, der oplever at tillid kan reducere frygt. Teksten er nøgternt og ligefremt fortalt og sat i 3-4 lange linier under de store billeder. Disse er fortrinsvis helsides eller over hele opslaget, men enkelte er i serier ned over en side. De er meget enkle og letopfattelige med en del detaljer og demonstrerer forhold og følelser, som ikke omtales i teksten. De er uden overraskelser i komposition og perspektiv med samme synsvinkel på næsten alle. De agerende dyr og deres menneskelige omgivelser er udført med forenklede former udfyldt med tætte, ensfarvede streger. Farvelægningen er meget afdæmpet og tilbageholdende. Den lille mus er altid bekymret - for ikke at have mad nok, for ubudne nattegæster, for farlige dyr. Helt galt går det da en rotte flytter ind i træet ved siden af med næsten panisk klimaks, da rotten inviterer musen på besøg. Men maden er god og rotten optræder med dans og sang, så der er vist ikke noget at bekymre sig for. Og på det sidste tekstløse billede kører mus og rotte sammen på rottens motorcykel.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. juni 2002

af

af

Else Lerche

d. 19. juni 2002

Mytte Printz Mogensen har skrevet og illustreret denne sin første billedbog. Den er trykt på kraftigt, gulligt papir, og dens klare budskab er at er man bekymret for alting, hæmmer det livsudfoldelsen. Og at angsten kan udløse fordomme og frygt overfor den fremmede, noget der kan være helt ubegrundet. Historien er fortalt i et ligefremt, nuanceret sprog som bekymringen synes at tynge lidt. Illustrationerne støtter og supplerer. De er tegnet i en enkel, præcis og letaflæselig streg med anvendelse af sort konturstreg. Farverne, farvekridt?, er i klare, dæmpede toner, ofte lagt på med små streger. De udtryksfulde illustrationer, der varierer i størrelse fra et helt opslag til flere pr. side, har en egen stille charme hvor musens grad af bekymring aflæses i det spidse ansigt med de store øjne. I mange af billederne er små fine deltaljer. De 3-årige vil hurtigt kunne billedlæse bogen om musen der bekymrer sig for stort set alt. Da en rotte flytter ind i nabotræet, dyrker musen alle fordommene om rotter. Angst barrikaderer den sig, og da den inviteres over til rotten, tør den ikke lade være med at besøge den. Musen morer sig til rottens fødselsdag, og nu er den kun en lille smule bekymret. Slutbilledet lover godt. Sammen er de på motorcykeltur.


Weekendavisen

d. 12. juli 2002

af

af

Ina Kjøgx Pedersen

d. 12. juli 2002


Berlingske tidende

d. 14. feb. 2003

af

af

Kari Sønsthagen

d. 14. feb. 2003