Bøger / faglitteratur til børn

Det gamle Rom


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. maj 1999

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 7. maj 1999

Forlagets populærvidenskabelige fakta-serie er nu nået frem til Romerriget. Her fortsætter den velkendte stil med korte redegørelser for delemnerne, udførlige billedtekster og massiv billeddækning. Billeddelen er bogens styrke. Der er fascinationskraft i de flotte fotos, som spændende og dekorativt er spredt ud over alle bogens sider. Tekstdelen er så kortfattet og kompakt, at man kun ganske overfladisk får indblik i emnet. Bedst fungerer de mest konkrete afsnit, nemlig de, der beskæftiger sig med romernes dagligliv, håndværk og byggeri. Desværre er der et vis misforhold mellem bogens formodede modtagergruppe - nemlig de 10-14-årige - og det ret svære sproglige niveau. En historisk billedfagbog som denne har uden tvivl en udmærket funktion som appetitvækker - som en første introduktion til den spændende og væsentlige epoke, som Romerriget er. Derimod bidrager den ikke til at skabe overblik over de 800 vigtige år endsige uddyber de grundliggende træk ved imperiets dannelse, produktionsform eller sammenbrud. Det gamle Rom tilføjer ikke nyt stof eller nye vinkler i forhold til allerede eksisterende udgivelser om emnet, men bogen er lækker, indbydende og en oplagt "zap-bog" for historie-interesserede på skolens mellemtrin.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. maj 1999

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 7. maj 1999

Bogen gennemgår Romerriget med vægt på dagligdagen i kejsertiden i en række dobbeltopslag under overskrifter som: familieliv, teateret, et middagsselskab, død og begravelse, den blodige arena m.m. De enkelte opslag er indbydende sat op i god visuel balance mellem en brødtekst og illustrationer med kommentarer i mindre sats. Brødteksten virker noget kortfattet omkring en del vigtige aspekter, ligesom den historiske ramme i starten af bogen er for rudimentær til rigtig at skabe et sammenhængende overblik. Overfloden af fotografiske illustrationer imponerer umiddelbart. Men følelsen viger hurtigt for lettere irritation, idet mange forekommer overflødige og bringer mere flimmer end logisk udbygning af teksten. Fagligt var de enkelte emner bedre tjent med lidt mere tekst end fotografiske afbildninger af snart hver eneste glas, kop, lægeurt eller redskab. Det fragmenterer helheden og formår efter min vurdering stik imod hensigten heller ikke at visualisere en historisk atmosfære. Bogen kan i kraft af illustrationerne supplere den righoldige eksisterende litteratur om emnet fra 11 år, men Det gamle Rom (99/14) formidler emnet mere instruktivt og sammenhængende. Billedmaterialet er her knap så indbydende men til gengæld i langt bedre samspil med teksten.



Informationer og udgaver