Baseballfreaks vil ikke nyde en sammenligning af sporten med rundbold, men det ligner. Baseball er ikke nogen stor sportsgren i Danmark, men er til gengæld en sportsgren med rige traditioner, rige spillere og en del mediehysteri i USA, hvor verdensmesterskaberne spilles mellem amerikanske hold som f.eks. Red Sox, Yankees, Giant og Dodgers. Sporten er dog ved at brede sig med professionelle hold i andre lande også. Bogen er en rundtur til dette på mange måder fascinerende univers fra sportens opståen i 1845 og frem til i dag i den kendte Dorling Kindersley-stil, som også kendetegner de mange andre titler i samme forlagsserie. Opslag om udstyr, centrale begreber, spillertyper samt berømte spillere er nogle af hovedelementerne i bogen, men også andre emner dækkes ind, så man får et godt overblik over sportens facetter. Blot er der ikke et enkelt afsnit med en gennemgang af reglerne. De skal stykkes sammen fra flere opslag eller forudsættes bekendte. Det gør knapt så meget, for udover at informere er bogens formål at formidle begejstring og oplevelser, og det lykkes o.k. for både de specielt interesserede og for de generelt sportsinteresserede, som der er ret mange af. Målgruppens alder er fra 10 år og langt op i pensionsalderen, men med hovedvægten lagt på børn og unge.