Ungdomsbog om piger, heste og kærlighed (og Jordens mulige undergang!) - ikke så ordinært som det lyder, men en fængslende og facetteret roman, som både er et tidsbillede og en almen udviklingshistorie. Året er 1967-68 og stedet en sjællandsk provinsby; bogens hovedpersoner, tvillingepiger i femtenårsalderen, står på spring ind i de nye tider - med langhårede drenge, med bevidsthedsudvidende musik og stoffer, med studenteroprør og Vietnamkrig. AS beskriver perioden med mange detaljer om hverdagslivet etc., mens de mere dramatiske sekvenser står skarpt og nærmest underspillede. Også den ene piges forhold til heste og ridning er tegnet med autenticitet, plus en stor varme. Pigerne er fint beskrevet som to væsensforskellige personer, der på godt og ondt er hinandens nærmeste; nogle af de omgivende figurer nærmer sig klicheer, men stort set virker pigernes lilleby og dens beboere overbevisende. Bogen er skiftevis letløbende og dybsindig, indimellem sørgelig og med en del humor. Oveni er der fine iagttagelser og situationer, nærmest kun i sidebemærkninger, som belønning til den opmærksomme læser. - Fra omkring 14 år.