Madmoden dikterer fedtfattig mad, det vrimler med fedtfattige opskrifter i ugeblade, fjernsynsprogrammer og kogebøger, nogle mere hysteriske end andre. Fedtfattig mad med tre ingredienser holder sig i et roligt leje. Bogen er bygget op om et basislager på 12 krydderier og kolonialvarer suppleret med tre ingredienser. Alle bogens opskrifter holder sig under den anbefalede fedtenergiprocent på 30, og ved de fleste af opskrifterne er der angivet ingredienser til både en og fire personer. Vi kommer hele spektret rundt med opskrifter fra forretter til desserter, bogen afsluttes med register og plads til egne notater. Det er en sober bog med mange opskrifter, der er lette at gå til, kendte og nye mellem hinanden. Bogen er trykt på kraftigt glittet papir i et pænt og overskueligt layout samt forsynet med spiralryg. I 1999 fik forfatteren udgivet bogen God mad med tre ingredienser, som jeg ikke har haft mulighed for at sammenligne med. Fedtfattig mad med tre ingredienser supplerer fint de øvrige kogebøger med hovedvægten lagt på fedtfattige retter.