Bøger / skønlitteratur til børn / romaner

Fie flytter frem og tilbage


Beskrivelse


Fie er meget ked af, at hendes forældre skal skilles. Det bliver svært at være delebarn. Først en uge hos den ene og så en uge hos den anden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. aug. 2002

af

af

Helle Andersen (skole)

d. 20. aug. 2002

Fies historie er en meget realistisk skildring af forældres skilsmisse og genvordighederne ved pludselig at skulle være delebarn. Et emne som mange børn i dagens Danmark kan identificere sig med, og den barske fornemmelse af at være vandrepokal signalerer både for- og bagside fint. At være en uge hos hver og først få mors og siden fars fulde opmærksomhed er nyt og forvirrende for Fie, og lysten til at møblere et værelse i farens lejlighed er ikke stor. Nye tanker og stærke følelser kæmper i hende, men hun lærer gradvist at sætte ord på det, der giver hende mavepine. Klassekammeraten Pia har været gennem samme forløb og kommer med gode råd, især om hvordan Fie kan være med til at bestemme mere. Til sidst får Fie tre ønsker opfyldt til sin fødselsdag nemlig et marsvin hos far, en mobil og en ny flyttedag. Hverdagen virker nu mere overkommelig, selv om meget skal planlægges og diskuteres. Læse-let bogen på lix 17 har en læsevenlig typografi og korte sætninger. I hvert af de syv små kapitler har Lene Klemensen Gade en helsides illustration nok lidt afdæmpet i sorte, grå og hvide nuancer, men Fies afmagt, vrede, angst og håb kommer flot til udtryk. Velegnet til frilæsning for børn på 9-11 år. Kan også læses højt for mindre skilsmissebørn.