Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Flaskepost

Del af Romano

Beskrivelse


Fingula, 16 år, og hendes bror bor i Australien. Deres voldelige stedfar er skyld i at de flygter hjemmefra. Fingula husker sin afdøde far som fejlfri. Derfor kan den jævnaldrende Nark ikke nå ind til hende. Han drikker og er uden job. Hun afviser ham. Da han kører sig ihjel, føler hun sig skyldig.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2000

af

af

Hans Radsted (skole)

d. 3. nov. 2000

En vedkommende og velskrevet ungdomsbog - nok mest for piger - fra en australsk forfatter, som er debutant på det danske marked. Fingula på 17 bor sammen med sin lillebror, sin mor og dennes alkoholiserede ven, som kom ind i familien efter hendes fars død, en far som med sin irske charme fik børnene til at leve i en slags eventyrlig barndom, hvis bratte afslutning mærkede de to søskende dybt, ikke mindst pigen. Efter et familieopgør stikker de to søskende af hjemmefra, og driver lidt om i deres australske lilleby. De kommer med nogle venner på en lidt fugtig strandtur, hvor hun møder Nark, en noget marginaliseret ung mand, som hun kan projicere en masse følelser over på. Deres stormfulde møder ender med en dødsulykke, hvis tragik får lukket hende op for sig selv, da hun får kontakt med sine dybere følelser for den afdøde. Historien er fortalt i et klart, billedskabende sprog og hovedpersonen står skarpt og rigtigt. Begivenhedernes indre dynamik er flot skildret, kun står den alkoholiserede husven og hans exit ud af familien lidt svagt, men bruges da også mest til at skubbe den egentlige historie i gang. Det er en spændende debut, som giver en indfølende skildring af en ung piges følelsesliv og en god læseoplevelse oven i købet.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2000

af

af

Else Lerche

d. 3. nov. 2000

Ungdomsbogen er den australske forfatters første på dansk. Selvom den ydre handling fanger, er det på det indre plan - Fingulas tanker og reaktioner - romanen gør størst indtryk. Den tegner et psykologisk troværdigt billede af en 16-årige pige i krise. Handlingen opleves gennem hende, hvilket har betydning for synsvinklen i romanen. Hun forguder sin afdøde far, idealiserer ham. Alt måler hun op mod ham. Det, og hadet til den fordrukne, voldelige stedfar, gør at hun lukker af og er umulig at nå, også for jævnaldrende Nark som hun og broderen møder da de er flygtet hjemmefra. Han tiltrækkes af hende, men er faderens modsætning, han drikker og er uden job. Det bliver hans voldsomme død og begivenheder efter den, men også mødet med den ældre Richard, der hjælper Fingula til at åbne sig og forstå at hendes far også havde fejl. Richard er forfatterens talerør, og virker lidt påklistret. De øvrige personer tegnes af deres dialog, og af Fingulas oplevelse af dem. Sproget i romanen har blik for detaljen og danner billeder der levendegør miljø, natur og personer. Det gengiver en underliggende spænding der giver læsere, især piger, fra 14 år lyst til at forstå personerne. Forsideillustrationen er et fascinerende, næsten surrealistisk portræt af Fingula.