Denne bog henvender sig til piger fra 11-13 år. Det er anden bog i serien En Riley Bloom-bog, og både forfatteren og bogens univers kendes allerede fra serien De udødelige. Bogen behøver ingen speciel formidling.
Forfatteren kendes fra den populære serie De udødelige, og Ever fra De udødelige er da også Riley Blooms storesøster. Det kræver dog ikke kendskab til De udødelige at få udbytte af Riley Bloom. God forside med de to piger i et spøgelsesagtigt romantisk landskab. Den 12-årige Riley er på ferie med sin mentor, Bodhi og hunden Buttercup, da hun møder det unge kvindelige spøgelse, Rebecca, der er datter af en plantageejer fra 1700-tallet. Rebecca er blevet dræbt under en slaveopstand, og hun er nu optændt af en abnorm hævntørst, der går ud over alt og alle. Snart er Riley og Bodhia fanget ind i en verden af mareridtsagtige minder. Bogen er velskrevet i et letlæseligt og varieret sprog med et godt plot og nogle personer, der fænger og interesserer. Der er ingen tvivl om, at bogen vil interessere de mange læsere, der allerede er bidt af bøger om spøgelser, ånder, vampyrer og andre af efterlivets mange dystre og sørgmodige skæbner.
Læsere af denne bog vil også kaste sig over serien De udødelige af samme forfatter, selvom denne henvender sig til lidt ældre læsere.
Det er en velskrevet, spændende og tankefuld bog, der vil appellere til de mange yngre teenage-piger med hang til romantik og mystik.