En stor og gribende roman, om kærlighed, religiøs fanatisme, krig og død. I 1919 dukker Samarin ud af tajgaen, efter at være flygtet fra en arbejdslejr i den mest øde del af Sibirien og vandret i dagevis. I den lille by er samlet et tilfældigt sammenrend af mennesker, skyllet op i den øde landsby, som følge af borgerkrigen mellem røde og hvide, der raser omkring dem. I landsbyen befinder sig et regiment tjekkiske soldater, der er strander her, og kun ønsker sig hjem. Byens befolkning er grebet af en sær religion med en shaman i spidsen. Da shamanen bliver fundet død, griber mistænksomhed og terror om sig. I byen er også den smukke Anna, krigsenke, som får en afgørende rolle i forløbet. Samarin er hovedpersonen, men rundt om ham færdes en masse mennesker som har indflydelse på det grumme drama. Meek formår på smukkeste vis at beskrive tidsperioden, det storladne landskab og de mennesker der skal være aktører i dramaet, så helheden bliver autentisk. En barsk roman om den måde menneskene kan opføre sig overfor hinanden på, når verden er af lave, og der ingen faste holdepunkter findes, og enhver må være sig selv nærmest. Smuk, gribende, og utroligt velskrevet, og så gør det jo ikke noget at oversættelsen flyder sikkert afsted.