Skønlitterær billedbog, der giver en mængde oplysninger om katte, katteliv og katteopdragelse. For de 4-7-årige.
Billedbog om Jan og Marie, der længe har ønsket sig en kat, og som får katten Minka. Først hører vi om Minkas allerførste killingetid på en gård og derefter om opvæksten hos børnene og deres forældre. Vi får i skønlitterær form en mængde oplysninger om katte og katteliv og i tilgift noget om katteopdragelse og om kattepsykologi. Til slut bliver Minka kørt over, men overlever og bliver genfundet af sin familie på et dyreinternat. Denne udmærkede og oplysende historie om katte og katteliv er fortalt i et velskrevet og levende sprog. Den er illustreret med smukke og livlige farvelagte akvareller med gode naturalistiske gengivelse af både katte og mennesker. Anne Möller har vi tidligere mødt i en billedbog om kroppen: Alt hvad kroppen kan, 2006 og et par nye bøger Insekt & arkitekt og Over land og sø, begge 2007.
Der findes mange (fag)bøger om katte, katteliv og katteopdragelse med samme sværhedsgrad som nærværende bog. Denne tiltrækkende billedbog udmærker sig ved at give oplysningerne gennem en appellerende historie i skønlitterær form.
Charmerende og velskrevet skønlitterær billedbog, der gennem en udmærket tekst og levende farvelagte stregtegninger fortæller om det at holde kat på en appellerende og oplysende måde.