Fascinerende, særpræget, særdeles velskrevet og tillige noget så sjældent som en roman, der foregår i Mozambique/Zimbabwe. Et efterord, der kort gør rede de to landes historier, folk og tro fortæller, at bogen foregår omkring 1981 med begge lande splittet mellem de historiske traditioner og en moderne fremtid. Bogen er dog mest en rejse gennem det gamle fyldt med traditioner, overtro og en kompliceret åndeverden, men også en ren odyssé med pigen Nhamo som et ungt kvindeligt modstykke til Robinson Crusoe. Nhamo bor i en lille landsby i Mozambique. Hendes mor er død og hendes far bliver der af gode grunde ikke talt om. Hun er lidt af en outsider og kun takket være sin mormor en smule beskyttet. Det går galt, da en del af landsbyens beboere dør af kolera, og en medicinmand giver Nhamo skylden. Hun flygter i en båd for at finde sin fars familie i Zimbabwe, og overlever kun med nød og næppe en rejse der ikke tager de lovede 2 dage men noget der mere synes som to år. N. Farmer har boet i Afrika gennem en årrække, hendes viden er utrolig og hun er en fornem fortæller. Nhamos liv og skæbne kommer tæt på og piger (mest) fra ca. 13 år med hang til romaner om fremmede kulturer, vil få en stor læseoplevelse. En smuk bog med små træsnit og ægte afrikanske signaler.