Ofte tager Guni Martin i sine bøger menneskelige problemer op og viser en vej til at behandle eller overvinde dem. Her er det angsten for vand. Bogens løsningsmodel kan ikke umiddelbart overføres til andre med lignende problemer, men metoden, den langsomme tilvænning, kan. Forfatteren gør det i en fin lille fortælling om Donna på 9 år, der er australier. Hun er panisk angst for vand. Hendes forældre har ikke kunnet hjælpe hende. Faderens ven Timmy mener, at han og delfinerne kan. Med tålmodighed og respekt for Donna lykkes det ham med små skridt at nå til, at Donna tør komme ned i vandet til delfinen Martin. Rammehistorien foregår i Danmark. Det gør handlingen mere nærværende for danske børn, giver anledning til at forklare australske forhold og til at få en snak om at være bange. Teksten, sat i en åben sats, er skrevet i et letlæseligt, roligt sprog, tilrettelagt for begynderlæsere fra 9 år. Vægten er ikke lagt på en spændende handling, men den er engageret og rolig og giver fornemmelse af personer og natur. De mange illustrationer ligner akvareller i grå og hvide nuancer. De er en god støtte for læsningen. Farveforsiden viser Donna i en båd med en springende delfin ved siden af. Bagsideteksten giver ide om indholdet.