Bøger / skønlitteratur / noveller

Så tager vi til Prag


Beskrivelse


Fem korte noveller der med sans for alt det usagte og underforståede tematiserer de komplekse og ofte modsætningsfyldte relationer mellem moderne mennesker.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. sep. 2012

af

af

Jens Hjøllund

d. 11. sep. 2012

De komplicerede følelsesmæssige relationer mellem moderne mennesker tematiseres i disse fem prosatekster, der kan formidles til læsere af moderne dansk kortprosa.

Annette Brogaard debuterede i 2010 med en samling kortprosa, Man kan ikke se det på dem. Denne lille udgivelse indeholder fem nye prosatekster, der er noveller i mere traditionel forstand. Det er små øjebliksbilleder, koncentreret omkring en bestemt begivenhed eller situation i personernes liv, hvor trygheden og uskylden i fx parforholdet eller i to søskendes leg krakelerer og bliver afløst af uro, ambivalente følelser og irrationalitet. Teksterne er skrevet i en nedtonet, minimalistisk stil, og forfatteren afholder sig fra at levere færdige og håndfaste psykologiske tolkninger, men overlader til læseren at drage konklusionerne.

Annette Brogaard skildrer moderne menneskers uro, drømme og begær på en måde, der både tematisk og sprogligt har paralleller hos fx Naja Marie Aidt og Pia Juul.

De sprogligt fortættede historier har sans for at skildre genkendelige situationer og komplekse følelsesmæssige relationer mellem mennesker, men i al deres minimalisme forekommer flere af dem også en anelse skitseagtige og ufærdige.