Gabriel Allon er nu officielt pensionist, og dog, for selvfølgelig er der bud efter hans ekspertise som både fremragende israelsk spion og kunstkonservator. Denne gang gælder det krigen mellem Rusland og Ukraine og et stjålet guldaldermaleri, hvor han får hjælp af en dansk hacker og mestertyv. For læsere af intelligente agentromaner og selvfølgelig Gabriel Allon-fans.
Det forsvundne kunstværk af Johannes Vermeer sætter Allon i forbindelse med den danske hacker og kunsttyv Ingrid Johansen. De to matcher hinanden i fandenivoldskhed og vovemod og giver deres overordnede grå hår i hovedet i forsøget på at undgå en mulig verdensomspændende konflikt. Der er både astronomiske beløb og en del menneskeliv på spil i arbejdet med at løse sammensværgelsen, og danske lokationer som den jyske hede, Skagen, Vissenbjerg og Strøget spiller centrale roller, ligesom den danske efterretningstjeneste PET. "Samleren" er den 23. bog i "Gabriel Allon-serien".
Virkeligt spændende og højaktuelt plot med spændende hovedkarakterer. Især Ingrid, den danske mestertyv, er et herligt bekendtskab, hvis vovemod spiller godt sammen med den israelske spion. Den lakoniske tone i romanen er, ligesom både kunsthistorien og den sprængfarlige nutid, en fornøjelse at læse og aldrig kedeligt.
Andre forfattere, der skriver hæsblæsende politiske agentromaner er fx John Le Carré, Jan Guillou, Leif Davidsen og Iben Albinus` Melin-serie, hvor den første titel er: Damaskus.