Denne islandske roman blev i 1987 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris - velfortjent, synes jeg. Den er ganske vist kompliceret og krævende men samtidig en betagende oplevelse, når manførst lader sin egen bevidsthed flyde frit gennem romanens kvindelige fortæller, Bogga. Hun beretter hist i jeg-form og her i tredje-person om sit ikke altid så behagelige liv og sinikke-nogen-dans-på-roser opvækst i Reykjavik. Boggas moder dør, faderen sender datteren i pleje hos 'ordentlige' mennesker i den islandske 'storby'. Her får hun kærligheden og kulden at føle, ogher umyndiggøres og udnyttes dette lille Guds ord fra den lille bygd igen og igen. Boggas erindringsbilleder følger ikke et kronologisk mønster men snarere en intuitiv lov, hvor det ene billedeglider ind i det andet i en slags filtreret bevidsthedsstrøm. Det er i sandhed strejf gennem erindringen formidlet af en forfatter, der har god kontakt med sit sproglige energifelt. En roman medpostmodernistiske træk, der også vilappellere til læsere af moderne lyrik. Forfatteren er idag ansat ved Universitetet i Reykjavik, hvor hun eroprofessor i alm. litteraturvidenskab. Dette erforfatterens debut på dansk.