På forsiden præsenteres bogen som en spændingsroman om et trekantdrama baseret på en autentisk historie. Autentisk eller ej, så er der godt nok tale om en mand Martin og hans forhold til 2 kvinder - Theresa (konen) og Bolette (elskerinden) - men bogen er hverken spændende eller overbevisende. Martin er en ualmindeligt usympatisk 40årig folkeskolelærer, som udover sine forhold til kvinderne lever og ånder for at gå på jagt. Begge kvinder er fremtrædende kunstmalere, men ellers meget forskellige, da den dejlige Bolette altid er vældig erotisk aktiv hvorimod Theresa slet ikke giver Martin den opmærksomhed, han har brug for. Da Bolette bliver gravid lover Martin at blive skilt fra Theresa, men som det forkælede barn han er, magter han ikke at opfylde sit løfte. Babyen dør kort efter fødslen, Bolettes barndomstraumer bryder frem igen og slutningen på melodramaet bliver, at Bolette dræber både Theresa og sig selv - straffen for Martin er, at han skal leve videre. Den dramatiske historie er fortalt i et stereotypt og pauvert sprog, personerne forbliver postulater og deres skæbne virker egentlig ikke særligt vedkommende. Forsiden viser et sønderrevet rødt hjerte på en sort baggrund.