Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Basses fisk


Beskrivelse


Basse har mange fisk. Han er træt af at passe dem. En dag er de døde. Nu bliver han ked af det. Mor er vred. Hvordan får han nye fisk?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 1997

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 16. apr. 1997

I denne nye bog om Ib Basse Olsen hører vi om, hvor galt det kan gå, når man har akvariefisk og er lidt sløset med at passe dem. Basse er på samme tid glad for sine fisk og træt af at passe dem. Hans mor plejer at minde ham om pligterne, alligevel går det galt. En morgen ligger hans fisk med bugen i vejret. Den morgen er Basse ikke glad for at komme i skole, og da han endelig kommer, må han fortælle sin bedste ven om fiskene, og så kan han pludselig ikke klare det længere. Han styrter ud af klassen, men så kommer Jytte, hans klasselærer, som han hader (jvf. Frække Basse). Hun får talt med Basse, som finder ud af, at hun egentlig slet ikke er så styg, som han har bildt sig ind. Jesper Deleurans farvetegninger støtter og supplerer den letlæste tekst fint. Handlingen relaterer realistisk til målgruppens hverdag og kan i indskolingsfasen være et udmærket udgangspunkt for en klassesnak om eller et emnearbejde om at holde kæledyr og hvilke forpligtelser, det medfører. Den kan anvendes som oplæsningsbog i bhkl./ 1. kl. og kan selvlæses fra slutningen af 1. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 1997

af

af

Else Lerche

d. 16. apr. 1997

De 7 årige Basse-læsere vil begejstret gribe denne nye bog om Ib Basse Olsen. Og de bliver bestemt ikke snydt. Utroligt så meget drama en historie på lix 5 kan indeholde. Samtidig giver den et nuanceret billede af Basse og hans mor og lillesøster i en genkendelig hverdagssituation. Teksten er skrevet i korte hovedsætninger og indeholder megen dialog. I ordvalg er der taget hensyn til målgruppen, alligevel virker teksten varieret og handlingsmættet. Teksten er verssat i en stor åben sats. Med til at understrege bogens tilgængelighed er Jesper Deleurans herlige humoristiske farveillustrationer, tegnet i den genkendelige lidt overdrevne streg i stærke klare farver. Det gælder også forsiden. Illustrationerne er en meget fin støtte for teksten og sammen giver de et overskueligt layout. Det er ikke kun historien om Basse, men også disse illustrationer, der gør bøgerne til et hit blandt de allerførste selvlæsere. Basse er lidt træt af at passe sine fisk. En morgen ligger de med bugen i vejret. Lillesøster Bibi har fjernet el-ledningen til luftpumpen, og Basse har ikke set til dem i mange dage. Basse er ked af det og mor er vred. Men så får historien en uventet slutning. Endda fra en helt uventet kant.