Bøger / faglitteratur / bagebøger

Brød og kager : kærlighed til hjemmebag


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. mar. 2015

af

af

Dorte Tissot Hansen

d. 18. mar. 2015

Ønsker man at prøve kræfter med lidt mere avanceret hjemmebag, som man ellers må til bageren efter, får man i denne bagebog god inspiration og fin vejledning til at forsøge sig med alt fra napoleonskager og wienerbrød til rundstykker og knækbrød.

Forfatteren arbejder som kok, underviser og foredragsholder og står bag en lang række kogebøger. Efter forord og et noteafsnit med gode råd om anvendelse af råvarer og køkkenudstyr indledes bagebogen med et hovedafsnit om kager og wienerbrød. Her findes opskrifter på avancerede former for wienerbrød, lagkager og andre konditorkager, som man normalt må til bageren efter. Midterafsnittet rummer opskrifter til et sommerkagebord og bogens andet hovedafsnit koncentrerer sig om brød, samt forskellige småretter indeholdende brød. Bogen indeholder mere and 100 bageopskrifter og hver opskrift får to sider, hvoraf den ene side bruges til foto af kagen, den anden til selve opskriften, ofte med en omfattende detaljeret vejledning. Sidst i bogen findes forslag til julebagning. Register bagerst.

Fin illustrativ bagebog med gode forklaringer til den lidt mere avancerede hjemmebager. I den traditionelle genre, hvor der hverken spares på hvidt mel, smør eller sukker.

En anden kendt kogebogsforfatter Nanna Simonsen har udgivet Nannas brød & kager, der - uden at være helt så omfattende som denne - også indeholder opskrifter på både brød og kager.