No mythologies to follow
MØ
Hent dine bestillinger på dit foretrukne bibliotek
Sammensæt din søgning
Afgræns yderligere
Musik / rock
No mythologies to follow
MØ
A salty taste to the lake
Caper Clowns
I can see your bike from here
Bells Echo
Blackstar
David Bowie
The dark and stormy sessions : live at Jazzhouse 2012
Dicte
1000 forms of fear
SIA
The magic whip
Blur
To pimp a butterfly
Kendrick Lamar
Alt forladt
Peter Sommer (f. 1974)
Other worlds
Taken by Trees
d. 16. mar. 2015
af
af
Lars Löbner Jeppesen
d. 16. mar. 2015
"Det er knapt så støvet og surf-inspireret som sidst, men stadig stemningsmættet pop noir uden de vilde afstikkere. Hvor de i starten blev hjulpet på vej med producerassistance fra Anders Trentemøller, viser de denne gang, at de snildt kan selv uden kapaciteten ved roret. For med yngre kræfter som The Raveonettes-trommeslageren Adrian Aurelius og instruktøren Lasse Martinussen har de frembragt et gennemarbejdet og rigt orkestrerede værk, der er melankolsk og dramatisk dragende, ikke ulig nyere navne som The xx og Lykke Li".
d. 16. mar. 2015
af
af
Anders Houmøller Thomsen
d. 16. mar. 2015
"Titelnummeret er (...) fængende med varieret syntetisk fremdrift og forvrænget guitar tilsat et traditionelt refræn sunget med kronisk kølig distance.Også selv om sangerinden indvier os i, at hun har tænkt sig at blive fuld og skæv.Den poserende og stivnede anspændthed bliver en begrænsning på "Dance And Cry", hvor der savnes bare en smule blussen i de vampyr-blege kinder - i stil med det impulsive spræl, der løftede duoens 2011-hit "Hey!". Samtidig hæmmes albummet af sange, der faktisk fortjener at forblive i mørket: fragmentet "Paradise Trilogy I" og den lineært flade "My Father Told Me (He Was Wrong)"".
d. 8. apr. 2015
af
af
Pernille Smith Larsen
d. 8. apr. 2015
"På »Dance And Cry« beviser Darkness Falls, at de kan sætte electronica og westerntræk såsom tremolo twang-guitaren sammen på elegant vis, men man savner stærkere stilladser. Hooks der bider sig fast, uden at det sker på bekostning af duoens beherskede, stilfulde håndtering af instrumentering og kompositioner".
d. 17. mar. 2015
af
af
Kim Skotte
d. 17. mar. 2015
"Den får ikke for lidt med lyset og mørket, når Darkness Falls præsenteres. Josephine Philip med det kulsorte hår og Ina Lindgreen med det lange lyse passer så fint til musikken, som forener lyse popkvaliteter med mørkere tonefald fra artrock og tekno. Lys og mørke, mørke og lys. Et oplagt spin, men faktisk må man sige, at duoen på sit andet album arbejder målbevidst med kontrasten. Den er der i et vist omfang i de enkelte numre, og albummet er komponeret, så mørket efterhånden sænker sig med større vægt ... Pop med patos uden skyggen af angst for at komme til at røbe dårlig smag eller tab af personlighed".
d. 4. maj 2015
af
af
Anna Ullman
d. 4. maj 2015
"En imagebetonet artpop finder man hos duoen Darkness Falls, der på debuten Dance & Cry trækker på lige dele disco og fortvivlelse ... Hos Darkness Falls er hangen til mørkeleg udpenslet, lige fra pressemeddelelsesprædikatet ' pop-noir-duo' til åbningsnummeret »Night Games«. Det ville i princippet være fint, hvis blot ikke dette indre mørke i så høj grad virkede som et damebladsdepressivt postulat. Ja, harmonierne står, som de skal, og sangene er udmærkede. Men løfter man stenen for at kigge under den, finder man altså kun lyspletterne fra en diskokugle og intet ækelt mylder af skolopendre og bænkebidere".