Musik / rock

Dance and cry


Anmeldelser (5)


Gaffa [online]

d. 16. mar. 2015

af

af

Lars Löbner Jeppesen

d. 16. mar. 2015

"Det er knapt så støvet og surf-inspireret som sidst, men stadig stemningsmættet pop noir uden de vilde afstikkere. Hvor de i starten blev hjulpet på vej med producerassistance fra Anders Trentemøller, viser de denne gang, at de snildt kan selv uden kapaciteten ved roret. For med yngre kræfter som The Raveonettes-trommeslageren Adrian Aurelius og instruktøren Lasse Martinussen har de frembragt et gennemarbejdet og rigt orkestrerede værk, der er melankolsk og dramatisk dragende, ikke ulig nyere navne som The xx og Lykke Li".


Jyllands-posten

d. 16. mar. 2015

af

af

Anders Houmøller Thomsen

d. 16. mar. 2015

"Titelnummeret er (...) fængende med varieret syntetisk fremdrift og forvrænget guitar tilsat et traditionelt refræn sunget med kronisk kølig distance.Også selv om sangerinden indvier os i, at hun har tænkt sig at blive fuld og skæv.Den poserende og stivnede anspændthed bliver en begrænsning på "Dance And Cry", hvor der savnes bare en smule blussen i de vampyr-blege kinder - i stil med det impulsive spræl, der løftede duoens 2011-hit "Hey!". Samtidig hæmmes albummet af sange, der faktisk fortjener at forblive i mørket: fragmentet "Paradise Trilogy I" og den lineært flade "My Father Told Me (He Was Wrong)"".


Berlingske tidende

d. 8. apr. 2015

af

af

Pernille Smith Larsen

d. 8. apr. 2015

"På »Dance And Cry« beviser Darkness Falls, at de kan sætte electronica og westerntræk såsom tremolo twang-guitaren sammen på elegant vis, men man savner stærkere stilladser. Hooks der bider sig fast, uden at det sker på bekostning af duoens beherskede, stilfulde håndtering af instrumentering og kompositioner".


Politiken

d. 17. mar. 2015

af

af

Kim Skotte

d. 17. mar. 2015

"Den får ikke for lidt med lyset og mørket, når Darkness Falls præsenteres. Josephine Philip med det kulsorte hår og Ina Lindgreen med det lange lyse passer så fint til musikken, som forener lyse popkvaliteter med mørkere tonefald fra artrock og tekno. Lys og mørke, mørke og lys. Et oplagt spin, men faktisk må man sige, at duoen på sit andet album arbejder målbevidst med kontrasten. Den er der i et vist omfang i de enkelte numre, og albummet er komponeret, så mørket efterhånden sænker sig med større vægt ... Pop med patos uden skyggen af angst for at komme til at røbe dårlig smag eller tab af personlighed".


Information

d. 4. maj 2015

af

af

Anna Ullman

d. 4. maj 2015

"En imagebetonet artpop finder man hos duoen Darkness Falls, der på debuten Dance & Cry trækker på lige dele disco og fortvivlelse ... Hos Darkness Falls er hangen til mørkeleg udpenslet, lige fra pressemeddelelsesprædikatet ' pop-noir-duo' til åbningsnummeret »Night Games«. Det ville i princippet være fint, hvis blot ikke dette indre mørke i så høj grad virkede som et damebladsdepressivt postulat. Ja, harmonierne står, som de skal, og sangene er udmærkede. Men løfter man stenen for at kigge under den, finder man altså kun lyspletterne fra en diskokugle og intet ækelt mylder af skolopendre og bænkebidere".