Denne gennemillustrerede beretning om nogle børns liv i en velstående guineansk familie er en integreret del af et undervisningsmateriale til 3.-6. klasse. Materialet omfatter også en video Min afrikanske familie samt en lærerbog med baggrund, pædagogiske anvisninger og kopisider med ret traditionelle opgaver bl.a. 51 spørgsmål til den foreliggende elevbog. Den handler om skoledrengen Boubacar og hans familie samt en dreng med dansk-afrikanske forældre, som er på besøg i skolen. Vi præsenteres for dagligdagen med familie, pligter, fritid og skole samt lidt småracistisk fnidder over for den besøgende dreng, som er lidt lysere i huden, "den hvide neger". En streng privatlærer er den mere ubehagelige del af hverdagen. Bogen alene virker noget forvirrende. De glimrende farvefotos fungerer ikke sammen med teksten, som i øvrigt virker noget gammeldags med sin påtagede friskhed og belærende facon. Fremstillingen er springende, og det bliver ikke bedre af, at personerne ikke altid er lige genkendelige på billederne. Ting som filmdelen formodentlig råder bod på. Som bogmateriale i skolebiblioteket bliver de personer, hvis tilværelse vi skal stifte bekendtskab med, ikke rigtig levende.