Marian Keyes har fået en lillesøster, og "chick-lit"-genren en uventet sidegren. Denne debutant er irsk, klummejournalist, hun skriver let og ubesværet, og så tager hun rigtig grundigt fat i et emne, her er ingen berøringsangst. Det handler om at være thirty-something, karrierepige, godt gift og SKRUK, men det kniber med at blive gravid. Hovedpersonen Emma er igennem det hele: ægløsningstest, fertilitetsbehandlinger af alle slags. Alt skildres med afvæbnende uhøjtidelighed. Hun har en pragtmand, der ind imellem får rigeligt af hendes baby-besættelse, vi er med på cafeen med veninden, der er træt af singlelivet og den nybagte babymor-veninde, der virkelig tvivler på det vidunderlige i moderrollen. De kaglende tanter skildres også til 100% genkendelighed. Bogen er nærmest delt i "optrin", hver især meget morsomt og rammende med alvoren bag, og ingen af myterne går ram forbi. Måske vil detaljer i fertilitetsundersøgelserne være lidt rigeligt for nogen, men "chick-lit" har virkelig fået et specielt afkom her. Happy ending? Ja da, men hun bliver ikke gravid; efterfølgeren kommer på engelsk til efteråret: "A perfect match", og den handler om adoption.