Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Sanja er bosnier


Beskrivelse


Om flygtninge og indvandrere i Danmark. Sanja er 12 år og flygtning fra Bosnien. Hun fortæller om flugten og livet i Danmark. Om skole, sport og fritidsliv og drømme om fremtiden.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. aug. 1999

af

af

Ulla Harne

d. 18. aug. 1999

Endnu en fagserie har set dagens lys. Hvem er de mennesker, som kommer fra fremmede lande som flygtninge og indvandrere? spørger forfatterne, og her beskriver de så den 12-årige pige Sanja og hendes familie, som er flygtet fra Sarajevo i begyndelsen af 90'erne. Flygtningene fra det tidligere Jugoslavien er nogle af dem, der er faldet bedst til i Danmark, og således også Sanja. Hun er glad og tilfreds med sin nye tilværelse i Ebeltoft, men savner også gamle familiemedlemmer og det sted, hun har boet som lille. Hun har flest venner blandt danskere, men holder også meget fast i en veninde, som er fra Bosnien, og som kan forstå de af Sanjas tanker og oplevelser, som hun har svært ved at dele med danske venner. Ind imellem fortællingen om Sanja får læseren en række facts om krigen og Bosnien. Bogen er delt i mange små kapitler, der er flot illustreret med sort/hvide fotos af Sanja og hendes dagligdag blandt venner og familie. Bogen er indbydende og let læst og kan sagtens bruges fra 10 år, selv om forfatterne på bagsiden angiver målgruppen til de 12-15-årige.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. aug. 1999

af

af

Ole Frøslev Christensen (skole)

d. 18. aug. 1999

I forlagets nye serie om etniske minoriteter i Danmark møder vi her den 12-årige Sanja, som i 1993 med sin familie flygtede fra Sarajevo til Danmark. I en velskrevet tekst fortælles der på de første 6 sider kort om borgerkrigen, flugten og vanskelighederne ved at rejse hjem, selvom der er fred nu. I resten af bogen hører vi om Sanjas hverdag i Danmark, skolen, boligen, fritiden og vennerne. Bortset fra Sanjas tanker, der tit kredser om hjemlandet, minder det i forbavsende grad om en hvilken som helst 10-årig dansk piges tilværelse. Tankevækkende nok, men også lidt langtrukkent, hvis målgruppen af mellemtrinselever skal gennem hele bogen. Men den kan deles op (som noterne til læreren også anbefaler) eller anvendes til projekt- eller gruppearbejder, og da teksten sættes i relief af små blokke med citater, statistik og faktaoplysninger, giver bogen et udmærket billede af en veltilpasset og -integreret flygtningepiges liv. Bogen er illustreret med glimrende s/h-fotos, der er stikordsregister og materialeliste samt opgaver og forslag til anvendelse i undervisningen.