Varm ild og månepenge

Der er tilsyneladende gået mode i at skrive jeg-romaner i jargon-sprog, og er de ikke skrevet af en Salinger, en Rifbjerg eller en Segal, kan de hurtigt komme til at virke lidt trættende. Denne bog har hverken samme originalitet som Forbandede ungdom, samme dybde som Den kroniske uskyld eller samme varme som Love-Story, men alligevel er den ikke helt ueffen. En und canadisk indianerpige fortæller om sine erfaringer, og efterhånden som man vænner sig til hendes jargon, tilgiver man hende den og accepterer den som værende naturlig for hende. Under det ungdommelige sprog, som hist og her har nogle sprogligt-litterære skønhedsfejl, der muligvis kan skyldes oversætteren, gemmer sig en ganske sød lille historie. Bogens hensigt er vist at berøre minoritetsproblemet, som den canadiske indianer oplever det, men denne del forbliver ved postulaterne. Derimod afsløres, hvordan minoritetsfølelsen kan påvirke det enkelte individ, men heller ikke det psykologiske bliver det væsentlige i dennelille varme fortælling om en nutidig ung pige og hendes ungpige-filosofier. Det er en ungdomsbog, man godt kan være bekendt at have på ungdomsreolen, og den kan meget nemt gå hen og få et pænt udlån.

Read the full assessment

Om Maizie McComber, en 16-årig indiansk pige, der bor i Kingston sammen med sin mor Autumn Sun, der er kunstner. Faderen er omkommet ved en ulykke. Familien har tidligere boet i et reservat, men har nu en lille lejlighed, som Maizie elsker, mest på grund af den varme ild i kaminen og månepengene (judaspenge), som hun dyrker i gården, der hører til huset. Maizie samler på »at gøre sine erfaringer«, og da hun en dag ser en skolekammerat købe »pot« af en fyr, beslutter hun sig til at få fat i noget hash og ved, hun kan købe det i Yorkville Toronto. Hun bilder moderen ind, at hun skal bo hos en veninde og tager af sted med sin hund »på tommelfingeren« til Toronto. Hun oplever lidt af hvert på vejen, kommer op at køre med en pervers chauffør, slipper fra ham, kommer omsider til Toronto, træffer bekendte, møder homoseksualitet, får fat i noget hash. Historien ender med en arm, der er brækket, en forskrækkelse og et pludseligt afbrudt bekendtskab med en hippie. Vennen Jasper,somhuntilfældigvis møder i Toronto, kører hende hjem igen til moderen, der intet får at vide lige straks. Maizie er færdig med »Pot«, i al fald vil hun ikke have noget imod ikke at få noget igen. Men erfaringen, syntes hun, var en af hendes bedste. - Bogen er skrevet i jeg-form. »Det indianske« virker påklistret, ligesom Maizies erfaringer virker søgte. Alligevel er bogen ikke allerværst, de unge vil ganske givet finde den spændende, også på trods af jeg-formen. For ungdomshylden.

Read the full assessment