Det bliver sandsynligvis kun en meget smal gruppe af særligt interesserede i den franske avantgardelitteraturs hovedpersoner, der kommer til at glæde sig over dette ultrakorte værk om kunst og overlevelse under rædselsfulde forhold, og det er synd, for selvom det er en bagatel, er det et helt og selvstændigt værk.
Le Lionnais (1901-84) var oprindeligt dadaistisk poet, men levede senere som matematiker, kemiingeniør og direktør for en større virksomhed. Han var i 1960'erne medstifter af OULIPO en fransk bevægelse for absurd litteratur. Under krigen blev han interneret i arbejdslejren Dora-Nordhausen, og det er hans tid her, der danner baggrund for dette lille erindringsglimt. Under lejropholdet diskuterede han kunst med en medfange, men da denne ikke kendte de forskellige værker, fremtryllede le Lionnais dem for ham i fantasien. Efter tids træning så klart og detaljeret at de to kunne arbejde videre med dem og til sidst, da han var blevet skilt fra sin medfange, var han i stand til at skabe helt nye fantasiværker selv. Det er en glad historie, drilsk og med munterhed, og den fortæller meget om menneskets ukuelighed, men er i øvrigt bare dejlig at læse. Mere indviklet er det ikke.
Der findes ikke andet af forfatteren på dansk, og bogen kan heller ikke sammenlignes med andre værker om kz-lejre, for den handler først og fremmest om kunst, men heller ikke her, kan den snakkes ind i en eksisterende tradition.
I en lys tone fortæller forfatteren hvordan han under et ophold i en kz-lejr under krigen udviklede en evne til at skabe kunstværker i fantasien. Ultrakort, men fantastisk afrundet.