Herta Müller (f. 1953) er et nyt navn for mig, men af udgivelsen her - hendes anden på dansk - forstår man, at hun tilhører det tysktalende mindretal i Rumænien, og mange af bogens eksperimenterende prosastykker er gennemglødet af barndom langt ude på landet, så siderne på det nærmeste emmer af dyr, bondeland og barskt levet liv under socialismens åg. Der skrives enten direkte fra børnehøjde - og dette at bygge litterære forløb op på skarpt sansede og ofte surrealistiske detaljer er Müllers force - eller inde fra en erindring, der er så drømmeagtig smuk, at den får forlængst afdøde - bedstefar og bedstemor f.eks. - til at genopstå. Men der er andet end barndom i denne bog, nemlig stykker som med prosalyrisk præcision drypper saltsyre i det rumænske samfundssystem. - For lånerne er her alle tiders chance for at komme på tur til et fjernt hjørne af Europa. Guiden skriver eventyrligt og minder mig om de helt store: Proust, Kafka, Canetti og sidst men ikke mindst Bruno Schulz.