Forf., red. af kunsttss. ARK, afdækker de to kunstarters 'forbindelsesflader'. Skulpturen, det tredimensionale unikke objekt: en konkret masse, der opleves af sin betragter og er i kraft af sit fysiske nærvær, heroverfor står det todimensionale foto, en både 'teknisk' og subjektiv afbildning. I kunstnerisk sammenhæng et nyt produkt, kun godt 150 år gammelt. Udover at besidde egen kunstnerisk valør baserer det sig på en teknik, der muliggør 'fastfrysning' af bevægelsesmønstre og former samt indgående studier af lys / skygge og motivkontrast i øvrigt. Med udgangspunkt i billedhuggeren Auguste Rodins brug heraf - selvom Rodin grundlæggende fandt, at fotografiet som udtryksform 'ikke vækker følelserne' - analyseres flere af hans værker. Forf. redegør tillige for surrealismens (Man Ray, Hans Belimer m.fl.) brug af foto og skulptur, hvor ydre formgivning ikke var afgørende for den kunstneriske værdi af de forskellige genstande: 'objet trouvé'. Et essay, der med sine tværgåendeanalyser af det 'hårde' skulpturelle objekts møde og berøringsflade med det 'bløde' fotografi kunstkritisk og kunstteoretisk søger nye veje. Nye sammenhænge og metoder i analysen af fotografi og skulptur anskueliggøres derved overfor læseren. Som sådan af primær interesse for den interesserede og ikke ganske forudsætningsløse af slagsen.