Et stykke ungarsk litteratur for feinschmeckere skrevet i 1933 af en forfatter (1885-1936), hvis indflydelse på moderne centraleuropæiske forfattere siges at være stor. På mange måder virker romanen trods sin alder (post)moderne i sin form: stil, komposition og en særlig drilsk lethed som også kendes hos en forfatter som Peter Esterhazy (fx: Harmonia cælestis). I 18 kapitler fortæller eller betragter forfatteren og hans alter ego Kornél Esti mennesker på rejse eller på vej. Det være sig lange togrejser, hvor man kommer pseudotæt på andre mennesker eller - sjovt nok - caférummet der inviterer til en slags intimitet midt i mylderet. Hvad taler man om, hvordan falder sætningerne, hvad er meningen? Gavtyven Esti bevæger sig rundt i mylderet og disker op med forskellige skrøner, følger sine indskydelser og springer hid og did i kronologien. Læst hver for sig er kapitlerne ikke svært forståelige, det er mere sammenhængen der volder hovedbrud; det at nå ind til romanens inderste kerne er noget kringlet. Det er en roman uden for referat, og måske skulle man bare sige: prøv den! En eksklusiv roman for den eksklusive læser; den kalder ikke ligefrem på sin læser med en ualmindeligt lidt appellerende forside og en mikroskopisk bagsidetekst placeret i nederste venstre hjørne.