Handlingen foregår i dag i et sønderjysk miljø. Lokalavisen er ved at hen-sygne, hvilket påvirker stemningen i en ellers tryg familie, hvor faderen er redaktions-sekretær og moderen lærer, men hjemmegående. Børnene Jes og Line går i henh. 3. og 1.g. i byens gymnasium. Gennem deres dagligliv kastes vi ud i nationale konflikter. De opstår, da den dansk-nationalt indstillede familie får kontakt med Lines nye veninde, den tysk-orienterede Grethe, som Jes forelsker sig i. Begge de unge indser, at trods faderens aversion mod forbindelsen, (hans far blev som modstandsmand under besættelsen angivet af Grethes far, og døde i koncentrationslejr), må de have ret til selv at vælge, trods fortiden. Samtidig ender en gymnasiefest, som Jes har været med til at planlægge, som elevrådsformand, som en tragedie, idet eleverne mod rektors og forældrenes vilje, har holdt festen på en af spritbådene. Bogen er vinderbog i Grænseforeningens konkurrence om den bedste børne- og ungdomsbog,hvilketvirkerrimeligt. Den er spændende, desuden er det en sikker psykologisk skildring af nogle usikre unge, som er ironiske i deres varme og medfølelse for hinanden, usentimentale, men realistiske i deres krav til sig selv og de voksne. En helstøbt bog i et sprog, der lever. Let at læse for alle fra 13 år og opefter. Også ungdomshjørnet.